Ordinær generalforsamling, afholdt søndag d. 27. april 2025 kl. 14 – 16
i Væksthus Havnsø, Paradisvej 8, Havnsø, 4591 Føllenslev.
Ved den efterfølgende konstituering på bestyrelsesmødet 3. maj 2025 blev det vedtaget at fordele posterne som følger:
Forperson: Jeanette Mylner
Kasserer: Birthe Lykke Jensen
Sekretær: Kim Ejlertsen
Bestyrelsesmedlem: Heidi Muxoll
Bestyrelsesmedlem: Niels Overgård
Bestyrelsens årsberetning ved generalforsamling 27. april 2025:
- april 2024 DR: Jorden kalder. Efterspil: Vi blev klar over hvem vi var. Fortsat samarbejde med DR lukkede, da de ønskede at fastholde os i ”dem med følelserne”. Vi var klar til at deltage i en 2’er, hvis vi fik lov at være ”dem vi er”. Det sagde de nej tak til.
Ekstraordinær generalforsamling i juli, hvor vi lavede vedtægtsændringer, så vi nu dækker de kommuner, som CO2-lagringen vedrører. Vi er blevet høringsberettigede i miljøsager og kan låne lokaler i de respektive kommuner. Det var også her vi vedtog at blive kontingentbaseret.
Nej til at bo på CO2
Nyt navn til arbejdsgruppen: Nej til at bo på CO2 (det kan råbes til en demo!)
Forsøg på at lave en struktur, hvor der er undergrupper, der arbejder i løbet af måneden, og så mødes vi alle sammen 1 gang om måneden og melder tilbage, hvordan det går. Model for strukturen. Vi udvikler modellen løbende, for arbejdsgrupperne udvikler sig hele tiden.
I september bliver det formelt besluttet, at Nej til at BO på CO2 bliver en kampagne under MHF med en række arbejdsgrupper.
Jura omkring Energistyrelsen
Især Jura-gruppen har haft meget arbejde. De har haft følere ude hos advokater om vores juridiske muligheder; arbejdet med Energistyrelsens eneretstilladelse til CO2 Storage Kalundborg, klaget over Asnæsværkets miljøgodkendelse til CO2-fangst der vil føre til øget kvælstofbelastning; bidraget til individuelle klager til Energiklagenævnet over Energistyrelsens tilladelse til seismiske undersøgelser til lands og til vands i Sejerø Bugt og Nekselø Bugt; klaget til Natur- og Fødevareklagenævnet over Kystdirektoratets dispensation til CO2 Storage Kalundborg til at lave seismiske undersøgelser inden for strandbeskyttelseslinjen fra Saltbæk Vig over Vester Lyng og til Sanddobberne, samt anmodet om aktindsigt hos Kalundborg, Holbæk og Odsherred kommuner foruden aktindsigter og udvekslinger med Energistyrelsen om kørselslinjerne for de seismiske undersøgelser.
Hjemmeside og Flyers om CO2 lagring
Grafik og udtryk ud til omverden. A5 flyer, som Helle, Sofie og Rikke havde fingrene i. Den er blevet genoptrykt og fungerer stadig fint. Vores logo har udviklet sig. Der er blevet trykt streamers og klistermærker. De er til salg her også! Hjemmesiden har fået et make-over, så den matcher, at vi pt. kun bruger tid på CCS, selvom vi jo fortsat er en forening, som gerne vil arbejde for den grønne omstilling på flere fronter. Hjemmesiden vil løbende afspejle, hvad vi mest beskæftiger os med.
Sådan arbejder vi med budskabet Nej til Co2 lagring
Den folkelige dimension er der løbende blevet snakket om, det var bl.a. på tale at være til stede på loppemarkedet, hvor vi ville spille harmonika og synge slagsange. Men vi har helt overordnet virkelig skullet dosere vores kræfter i det år der er gået, for det har været et år, hvor modparten har oprustet og vist muskler. Og måske har vi ikke fået prioriteret den folkelige dimension så højt, som vi gerne ville.
Vi diskuterer meget, hvordan vi kan få budskabet ud til folk. Alle inputs fra jer medlemmer, som har lyst til at bidrage aktivt er velkomne!
Kommunikationen med Equinor: Rikke bliver kontaktet af Ulrik Olbjørn. De prøver at være ”flinke” og joviale. Men fronterne er alligevel skarpe. Vi spørger til det med, at det marine område er pillet ud, og hvad de vil gøre ved, at de tilsyneladende er ved at overtræde Helsinki-konventionen.
Pressen: august: Rikke og Kim giver interview til Klimamonitor. Vi skriver en hulens masse læserbreve.
Fra juli har vi konto i Dragsholm Sparekasse. Vi opkræver kontingent, og medlemstallet falder umiddelbart fra ca. 100 til ca. 40. Det har siden da været støt stigende og er nu oppe over 100.
Forsøg på at angribe problematikken fra flere vinkler: Uden fangst er der ingen CO2 at deponere. Vi har derfor skrevet brev til ARGO-borgmestrene og bestyrelsesmedlemmerne om, at vi ikke ønsker deres CO2 deponeret under vores huse og natur. Tilsvarende brev til Københavns Kommune / Borgerrepræsentation samt en pressemeddelelse. Vi har opfordret kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Kalundborg, Holbæk og Odsherred kommuner til at kræve af ARGO, at de i deres ansøgningsmateriale til økonomisk støtte til CO2-fangst, undlader at planlægge landbaseret CO2-affaldsdeponering. Vi har også fået bragt en artikel i Klimamonitor om dette.
Aktiviteter
August: Havnsøs længste loppemarked, hvor vi havde en stand.
- august: EPO-consult, møde på Værftet. 30 personer.
September: skilteworkshop, malede langtidsholdbare skilte.
sidst i sept.: Mørkøv Kræmmermarked.
Oktober: Grøn Genstart – en ungdomsklima-festival i Jyderup. Vi tropper op udklædte som CO2-købmænd. Forsøger at ”give regningen videre” til de unge. De forstår det ikke rigtigt. Men vi får øvet os i at kommunikere på nye måder. - oktober: møde med folketingspolitikere på Værftet. Da Kim og Rikke i sin tid havde foretræde på Christiansborg var de meget få til stede. Nu skulle de alligevel til Kalundborg på udflugt og se Kalundborg-Symbiose, og så ville de komme til os bagefter.
Desværre skete det igen, at meget få åpolitikere i virkeligheden troppede op. 2 folketingspolitikere – formanden for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg MF Rasmus Horn Langhoff (S) og MF Frederik Block Münster (KF). Desuden deltog Kalundborg Kommunes viceborgmester Tina Beck-Nielsson (S). Vi havde også arrangeret en lille demonstration udenfor, hvor mange af jer deltog. Tak for det. Det lykkedes simpelthen UDENOM facebook at samle ca. 60 mennesker på 3 dage, og det var vi ret stolte af. Der blev udsendt en pressemeddelelse som medierne tog. Ved mødet opfordrede formanden os til at sende vores præsentationer til udvalget og motivere de spørgsmål, der kom frem ved mødet, og underbygge dem med kilder. Materialet findes nu på Folketingets hjemmeside.
November: Besøg af Helene fra Tuse Næs, som fortæller om, hvordan De organiserede deres indsamling. Så gik vi igang. Det kræver en indsamlingstilladelse fra Civilstyrelsen, det koster penge, der skal være separat bankkonto m.v. Vi iværksætter en indsamling til advokatbistand.
Lodsejerkampagne med husstandsomdelt flyer. Kæmpe logistik indsats med inddeling af området i 9 ruter og med tilsvarende 9 hold af seje aktive, der uddelte 3000 flyere i bidende kulde med opfordring til ikke at oplyse mailadresse eller underskrive kontrakt om at tillade seismik på lodsejernes ejendomme. Som led i kampagnen inviterede vi til et lodsejermøde den 22. januar 2025, som blev en succes.
Der blev udsendt en pressemeddelelse, som blev taget af medierne.
Vi har haft svært ved at få oplysninger ud af CO2 Storage Kalundborg såvel som af myndighederne, som kunne give os et hint om, hvor de skulle køre med de store maskiner og lave seismik. De var længe om at komme igang med de seismiske undersøgelser, fordi mange lodsejere har sagt nej tak.
Trods klækkelig økonomisk erstatning.
PÅ februar mødet tog vi en runde om det individuelle velbefindende i gruppen, fordi det ofte føles som en umulig opgave vi har kastet os ud i. Modparten har så mange flere midler end vi har. Men vi er bare de sejeste! På mødet blev det klart, at kampgejsten for langt de flestes vedkommende var intakt, så det er jo fantastisk!
Borgermodstand mod CO2 i TV
I februar 2025 gennemførte vi en aktion med bannere udenfor CO2 Storage Kalundborgs præsentation af de store vibrationskøretøjer ved rensningsanlægget i Havnsø. Vi kom i TV2-Øst i bedste sendetid og tog overskrifterne. Vi udsendte en pressemeddelelse.
Efterfølgende var Jan Bro og Henrik S. i TV2-News en hel formiddag om CO2-deponering og seismiske undersøgelser sammen med nyhederne om J.D Vances besøg i Grønland.
- marts: Borgermøde i Skarridsøsalen i Jyderup. Samarbejde med Ren Nekselø Bugt og NOAH.
Flot fremmøde på over 100. Igen er der nye aktive. Det er så godt.
Indsamlingen til advokatbistand blæst igang.
Ret hurtigt bliver der indsamlet det halve af de 75000 kr. Nu går det lidt langsommere, og vi håber, at I som er her i aften har lyst til at komme til lommerne, så vi kan få boostet indsamlingen igen. Der er pt. indsamlet 50.474 kr., som er ca. 2/3 af det vi skal bruge for at kunne få gang i en advokat. Målet er 75.000 kr. Mobilepaynummeret er: 51382. Alle beløb, store som små er velkomne!
Vi søger samarbejdspartnere / Borgergrupper
Vi forsøger på forskellige måder at finde samarbejdspartnere. Bl.a. vil vi gerne i kontakt med borgergrupper i de andre områder, der er udpeget til landbaseret CO2 depot. Indtil videre uden det store held.
Fronterne skærpes mod CO2
Generelt: Fronterne er skærpet, fordi CO2 Storage Kalundborg reelt er gået igang med de praktiske undersøgelser. Der bliver lavet seismik til lands og til vands, og det er tydeligt for alle, at der nu foregår noget i området, som ikke alle er trygge ved.
Lokalpressen er vågnet op, og vores gruppe producerer masser af læserbreve. Og modparten får mindst lige så meget spalteplads.
Modstanden mod CO2 Storage fortsætter
Herfra kigger vi ind i de næste par år, hvor CO2 Storage Kalundborg fortsætter deres undersøgelser, og hvor vi fortsat vil arbejde for at udbrede information om de mange bagsider ved CCS, samt forberede de klagesager der skal forhindre CO2-affaldsdepotet. Vi vil bestræbe os på at arbejde på en måde, så vi kan klare det lange seje træk det er. Vi er ved at have opfundet os selv som organisation efterhånden, og det kan vi virkelig være stolte af.
Bestyrelsen i MHF 2025